apr 20

Siden er under ombygning. Du kan stadig læse de tidligere indlæg.

Denne blog vil være under ombygning indtil oktober 2018.
Du kan stadig læse de tidligere indlæg.

 

feb 16

Tidligere indlæg: Pia Jakobsen, København. Sangerinde, medvirkende i teateropsætninger, shows og musicals.

Om min måde at elske musik på
– og om den kreative proces.

IMG_1165

Musik og fællesskab giver mig utroligt meget glæde!

Jeg har siden 2009 været med i Elverhøjkoret, og vi har været med som kor i alle mulige sammenhænge, fx i Ulvedalene til det Kongelige Teaters opsætninger, hvor vi sang som nonne-kor eller var forhutlede flygtninge, hvor mændene skulle i krig, og gravide kvinder var triste, fattige eller lignende. Der var slåskampe, heste og fuldmåne. Jeg elskede hvert et øjeblik ude i det fri i kostumer og som del af en stor historie. Sidste år var vi med i Det flydende teaters opsætning: ”Grinet og Døden”, hvor vi sang nogle Halfdan Rasmussen sange og dukkede op på turen som havfruer i waders eller klovne på båden. Koret har også medvirket i nogle svømmemeditationer til Kulturnat, hvor vi var iklædt badetøj og nogle ret gennemsigtige kåber.

Stort set hver sommer tager jeg på Højskole for at synge med andre. De første par år sov jeg nærmest ikke i en hel uge, fordi der om aftenen blev spillet op ved lejrbålet og blev sunget hele natten. Når jeg endelig gik i seng, kunne jeg ikke sove af bare lykke!

IMG_1873IMG_1146

Jeg elsker at være med på opgaver, hvor der er flere involveret, hvor jeg udvikler mig musikalsk, men hvor det også menneskeligt er rart at være. F.eks. har jeg samarbejdet med Leif Martinussen, der via denne blog ønsker at give gæstebloggere plads til anderledes og subjektive vinkler på musik. Gennem et års tid var jeg kirkesanger som barselsvikar og efterfølgende tilkaldevikar i Allehelgens Kirke, hvor Leif var ansat i en lang årrække. Jeg synes det var spændende, at Leif jævnligt brugte sine egne kompositioner. På et tidspunkt opførte vi et værk, hvor der også var et stort kor, en operasanger og en ekstra organist tilknyttet. Herligt! Vi lavede også 75 års jubilæums-show i kirken, hvor vi kirkesangere fik lov at boltre os i sjove opgaver med Leif som pianist. Jeg tror Leif har et særligt blik for at give folk nogle muligheder.

Jeg kan desuden fortælle om en præst, som også komponerede meget. Vi havde gennem ca. 10 år et samarbejde, hvor vi indspillede hans musik. Jeg var helt vild med arbejdet i studiet (som bestod af det helt rigtige udstyr i konfirmationslokalet). Gennem årene udviklede jeg virkelig min evne til både at synge rent og høre, hvornår den sad helt rigtigt. Det kunne være de helt små ting, der gjorde forskellen. Sjovt nok, var 1. take som regel den bedste. Jeg havde temmelig meget indflydelse på indspilningerne og bidrog jævnligt med noget improvisitation, og det blev en sport at lave 2. stemmer – både dybe og høje – der passede til sangenes tekster og univers. Super sjovt! En gang endte det også med, at jeg spillede klaver til. En af sangene hedder ”Castle of the Moor”. Her var jeg både sanger og pianist.

IMG_1358

Det er dejligt at glemme sig selv i arbejdet, koncentrationen – at vide, hvad der kommer og samtidig give plads til det spontane og levende, som gør det hele til noget ganske særligt! På et tidspunkt fik jeg den idé, at der skulle da laves en musikvideo til sangen, så det gjorde jeg med en fotograf, jeg kendte. Vi tog bare af sted til Aldershvile Slotsruin. Jeg havde en idé om, at videoen skulle minde lidt om Michael Jacksons “Thriller”, og vi havde på forhånd talt lidt om ideen, kostumer osv. Jeg synes slutningen er sørgelig, men også på sin egen måde ganske smuk og “snehvide-agtig” – ja, se selv, hvad du synes!

Musikvideo fra 2012
Sang og klaver: Pia Jakobsen
Tekst: Niels Simonsen
Fotograf: Allan Grynnerup

Må jo nok erkende, at der manglede lidt midler til at videoen kunne blive helt ligeså visionær, som jeg drømte om. Men jeg var alligevel på en eller anden måde stolt af processen og produktet – og ikke mindst det at føre en ide ud i livet. Tak til fotograf Allan Grynnerup og tekstforfatter Niels Simonsen. Selvom sangen og videoen har nogle år på bagen, har jeg valgt at vise den her, fordi den har betydet noget for mig. Jeg tror vi lavede den i 2012.

snehvidevågen snehvide

Billederne i mit indlæg skal underbygge glæden og kærligheden til musik og fællesskabet omkring det kreative arbejde. Er dog ikke sikker på, at ord helt kan beskrive de mange dejlige oplevelser, jeg har haft i disse sammenhænge. Jeg synes, det er sjovt at prøve at synge i forskellige genrer indenfor show og performance, men evergreens og kirkemusik har også en stor plads i mit hjerte. Har sunget i næsten alle genrer og synes det er en fornøjelse at improvisere indenfor fx klangflader eller at lave 2 stemmer, der passer til musikken. Tidligere har jeg også været med i Musicals som “Bøllebob” og “7 brude til 7 brødre” med temmelig svære koreografier. Hvor var det dog en fornøjelse, når det hele lykkedes! En dejlig blanding af musik og fællesskab og kreativt arbejde!

IMG_1163

 

jan 17

Tidligere indlæg: Niels Bull, Helsingør. Jazzsanger og crooner i Big Dipper Band, ledet af Ole Kock Hansen.


NB1

Sjælen i jazz

– af Niels Bull, Crooner i Big Dipper Band

Som helt ung knægt rendte jeg rundt i Hørsholm og sang melodier som ”Mona Lisa”, ”Smile” og ”What a wonderful world”. Det var på et tidspunkt, hvor mine jævnaldrende kammerater sang med på sange af Gasolin, Shubidua, Sweet, Walkers, Slade og Nazareth. Jeg er sikker på, at de må have undret sig og tænkt, at min musiksmag vist var noget antikveret og i hvert fald ikke ligefrem ”hip”.

Det var nu ikke fordi mine søskende eller forældre praktiserede romantisk jazz musik hjemme søndag eftermiddag. Faktisk husker jeg kun tre LP plader i husstandens samling. Den ene var en plade med James Last, der var en med Mireille Mathieu, og så naturligvis min mors yndlingsplade med Engelbert Humperdinck.

Men da jeg var en syv, otte år gammel, fik jeg en dag af min morfar, en lille guldgrube. Han havde i tiden efter anden verdenskrig sejlet som steward på de store krydstogtskibe i Caribien, Nord- og Syd-Amerika, og når han havde landlov, opsøgte han de lokale musikbutikker og købte datidens populærmusik.

Han gav mig et lille samlehæfte med en stak 45 singleplader, som han havde hentet med hjem fra staterne i midten af 1950’erne. Den lille plastikmappe var yderst farverig. Pladerne kunne være gennemsigtig grønne, gule eller knald røde – nogen var bløde og andre var hærdede – Men det vigtigste var, at samlingen rummede kunstnere som Nat King Cole, Harry Belafonte, Poul Anker, Louis Armstrong og The Rat Pack.

Min storesøster og jeg delte værelse, så det var primært når hun ikke var hjemme, at jeg tog min lille sammenklappelige rejsegrammofon frem, og satte de gamle 45 skiver på.

Jeg må have haft en svaghed for romantik, for gardinerne blev trukket for, der blev lagt et tørklæde hen over arkitektlampen fra IKEA. Og midt på gulvet sad jeg så, og lyttede til den bløde musik med de smukke ord – ord som jeg først senere i livet skulle lære at relatere til – men som i samspil med strygernes underlægning, croonerens fløjlsbløde stemme og tenorsaxens dybe sanselighed, henførte mig til en verden af varme, kærlighed og tryghed – Der er ingen tvivl om, at en romantisk sjæl så dagens lys, første gang jeg hørte Nat King Cole synge ”Mona Lisa”.

En del af mig, har altså altid elsket de romantiske jazz ballader. Men det var først da jeg blev opfordret til at skrive et indlæg her, at jeg kom i tanke om baggrunden. Jeg har naturligvis som alle andre lyttet til meget andet musik gennem årerne. I dag omfatter min plade samling også pop, rock, country, rap, soul, blues og naturligvis klassisk musik, hvor kor arrangementer og opera topper listen. Men jazzen har en særlig plads, og det er altid den jeg søger til, når det er ud på natten eller jeg har brug for at søge indad og konfrontere mig selv.

Nu er denne ”blog” jo tilegnet rytmisk musik, og derfor ville det være nærliggende at fordybe sig i ”Eet og tre”, halv og kvart tone forskydninger, improvisation over særlige temaer med mere – men det er ikke den vej, det her indlæg vil gå.

Min passion for Jazz, ligger fra slut 30’erne og til bebop’en blev introduceret af Miles Davis i 1950’erne. Og det der efter min mening kendetegner Jazzmusikkens tidslomme fra den periode er, at komponister og tekstforfattere har søgt at skabe små værker, hvor teksten vil give lytteren en sjælelig forløsning, og hvor musikken i sin struktur og udformning ikke bare skal understøtte denne forløsning – næh, musikken skal forstærke budskabet. Lad mig komme med et par eksempler.

På albummet ”Lady sings the blues” synger Billie Holiday, Johnny Mercers tekst til ”TooMarvelous For Words”. Her leger Billie med tanken om, at et menneske kan være så enestående, at man ikke engang med Websters gigantiske ordbog over det samlede engelske sprog, kan finde ord ,der dækker følelsen, kærligheden til dette unikke og vidunderlige menneske hun har forelsket sig i…

”You’re much too much, and just too very, very
To ever be in Webster’s Dictionary.
And so I’m borrowing a love song from the birds,
To tell you that you’re marvelous, too marvelous for Words”

https://www.youtube.com/watch?v=d-zBXEN5IrQ

I 1938 skrev George og Ira Gershwin sangen ”Our Love is here to stay” til filmen ”The Goldwyn Follies”. Filmen har jeg aldrig set, men sangen har gjort et uudslukkeligt indtryk på mig. Ira Gershwin maler et billede, af en kærlighed så stærk, at den vil stå tilbage uberørt, ægte og inderlig, selv efter resten af verden er gået til.

”In time the Rockies may crumble, Gibraltar may tumble,
They’re only made of clay – But our love is here to stay”

https://www.youtube.com/watch?v=3EaF5-eB2oc

Selv nu hvor jeg skriver ordene, får jeg kuldegysninger …

Der er tusindvis af eksempler, og det er lidt tilfældigt hvad jeg er kommet i tanke om. Det der er så vidunderligt med jazz balladerne fra perioden er, at vi alle mærker forløsningen, hvis vi vælger at lytte til det samlede budskab – både tekst og musik.

Jeg er ikke noget specielt, når det kommer til at forelske mig, føle kærlighed, glæde, sorg, magtesløshed eller uendelig lykke – på det område ligner vi mennesker nok hinanden… Men som almindelig dødelig, ville jeg ønske at jeg havde evnen til at udtrykke mig så smukt og præcist, som nogle af jazzens store tekstforfattere har gjort det.

– et sidste eksempel;

Teksten er taget fra sangen ”Until The Real Thing Comes Along”. Den er skrevet af ”Sammy Cahn, Saul Chaplin og L.E. Freeman”. Et eksempel på hvordan simple ord, sammen med en følsom og smuk melodi kan udtrykke præcis den kærlighed eller magtesløshed som kan opstå, når Amor har ramt sit mål.

Her har jeg valgt at sætte hele teksten ind – Det er noget af det smukkeste, der efter min mening nogensinde er skrevet.

”I’d wait for you, I’d slave for you – I’d be a beggar or a knave for you
If that isn’t love, it will have to do, Until the real thing comes along

I’d gladly move, The earth for you – To prove my love, dear And its worth for you
If that isn’t love, it will have to do, Until the real thing comes along.

With all the words, dear, at my command – I just can’t make you understand
I’ll always love you darling, Come what may – My heart is yours, What more can I say?

I’d lie for you, I’d sigh for you – I’d tear the stars down from the sky for you
If that isn’t love, it will have to do – Until the real thing comes along

With all the words, dear, at my command -I just can’t make you understand
I’ll always love you baby, Come what may – My heart is yours, What more can I say?

I’d lie for you, I’d cry for you – I’d lay my body down and die tor you
If that isn’t love, it will have to do – Until the real thing comes along”

https://www.youtube.com/watch?v=vrFDZxpUEeU

Hvorfor vælger jeg nu at prise balladerne fra den tid den genererer, de kunstnere og den ånd?

For mig er det ganske simpelt. I dag bliver vi tæppebombet med ”de sidste 24 timers Hit’s og stjerner”. Der er i vores radio og på TV en gennemstrømning af såkaldte verdensstjerner, som med deres særlige bidrag, skal give os det ypperste fra ”Musernes verden” – men i virkeligheden nøjes vi. Man skal lede meget, meget længe mellem disse kunstnere, for at finde noget der bare tilnærmelsesvis er på niveau, med den sjæl og kærlighed, som jazzen så gavmildt gav os for 60-70 år siden.

NB2

Nu kunne denne blog ende bitter og mavesur, med bebrejdelser om, at intet er det samme mere og at udviklingen er gået i den helt forkerte retning, men det er slet ikke mit budskab. I stedet for, vil jeg langt hellere glæde mig over de komponister, lyrikere og kunstnere der efterlod en arv til mig og mine børn, og til generationerne der kommer efter. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der elsker deres værker, og jeg er sikker på, at de vil blive hørt, elsket og hyldet i de næste mange århundreder.

Beviset for det kan vi finde, ikke så meget i de gamle af jazzens stjerner, men iblandt de store og dygtige kunstnere, der i vores samtid har valgt at nyfortolke perlerne fra Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Sarah Vaughan, Nat King Cole, Nina Simone og Louis Armstrong.

Den nye generation af jazzfortolkere, kommer ind imellem fra uventede kanter, og det i sig selv er meget positivt, idet de er med til at sprede den musiske kulturarv, til et helt nyt publikum.

Kunstnere som George Michael, Rod Stewart, Sinéad O’Connor og Robbie Williams, har henført en generation af pop og rock elskere, til nu også at blive en ny generation af jazz elskere. Og nye croonere som Michael Bublé og tyske Roger Cicero skaber med deres musik og fortolkninger, en ny bølge af vidunderlige jazz ballader fyldt med sjæl og kærlighed…

Herfra en tak, til alle de der har skabt den vidunderlige musik. En tak til morfar for den farverige samling 45 singler – og en særlig tak for evnen til at værdsætte jazzens ballader…

 

dec 09

Tidligere indlæg: Thomas Vejlstrup, sangskriver, guitarist og leder af Dronning Louise Band, Nykøbing F.

Hvad skal det til for?

af Thomas Vejlstrup, sangskriver og guitarist

Hele bandet

 

Kære mennesker.

Nete og Leif har bedt mig om at være første skriver her på Guestbloggers siden som er et forum for de rytmiske musikgenrer, og som er tilknyttet deres Musicians side.

Tak for det. Det vil jeg meget gerne.

Mit navn er Thomas Vejlstrup og jeg har skrevet sange i 20 år, men først inden for de sidste 3-4 år er jeg blevet mig selv – som man siger.

I de 20 år har jeg spillet og skrevet og komponeret uafbrudt. Jeg er gået langsomt og naturligt frem på min vej og har tænkt – eller FORSØGT at tænke – meget over det her med musikken. Med afsender og modtager. – Hvad skal det til for?

Før jeg går i gang skal I vide at jeg er vokset op med Beatles, Bach og Kaj & Andrea. Så jeg er sund.

Jeg har i de sidste 14 år arbejdet med at spille for (og med) udviklingshæmmede af forskellig art. Det vil sige at jeg er vant til at musikken er et middel til at løfte stemningen med.

Jeg spiller akustisk rytmeguitar.

Jeg har ingen decideret sangstemme. Jeg elsker at synge og synge med, men har sangerinder til at synge mine sange.

Og hør så her hvad jeg er kommet frem til :

Musik taler til de mennesker der hører den. De mennesker der hører den er levende her og nu i denne tid. Mennesker har liv der leves og dage der er fyldte og glæder og problemer og ditten og datten. Hvad i alverden skal de med min musik? Eller musik i det hele taget?

Jeg spørger mig selv : Er vi sunde her i vores tid? Har vi sunde, frie sind? Er vi friske og glade? Hvis ikke må vi se om vi kan blive det.

Generthed er vel vores største onde. Generthed får mennesker til at flygte og skabe falske identiteter. Generthed er svær at have med at gøre. Den skal overvindes med glæde, venlighed og energi.

Hvis du vil pådutte dine medmennesker din musik, må du heller vide hvad du vil dem, hvorfor du vil det OG kunne stå åbent inde for det.

Jeg mener at den bedste musik er musik der samler og løfter tilhørerne og gør dem åbne og glade. For det er sådan vi alle inderst inde ønsker vores medmennesker vil møde os : åbne og glade.

For mit eget vedkommende er folkemusik/spillemands/country/skomagerbas RYTMEN den rytme der bedst kommunikerer ren glæde. Den har den ekstra effekt at det er umuligt at være ‘cool’ mens den lever i os. Halleluja. For ‘cool’ betyder kølig, distanceret og skjult. Egenskaber ved medmennesket der gør os utrygge OG som ud over det er et fattigt skjulested for den kølige.

Vi skal være frie og glade.

Ikke som overfladiske idioter, men glade MED vores længsler og trængsler og håb og det hele.

Der skal bruges melodier.

En melodi er en biotop. Melodier FINDES. Vi genkender dem. En melodi skal hentes. Findes. Man skal vide hvad man vil sine lyttere. Man skal vide HVEM de er inden i én. I en sang rejser melodien LIGE foran ordene og bereder følelsesmæssigt lytteren til ordene/historien. Som en flyvende nøgle.

I en sang skal der bruges ord der går hånd i hånd med melodien, men det skrives vi om en anden gang.

Nu har jeg skrevet nok for nu og jeg er egentlig ikke klar over om jeg virker tilfreds eller utilfreds…

Så lad mig afsløre :  Jeg er overvejende UTILFREDS med verdens tilstand. Osse musikalsk. Vi kan have det meget, meget bedre og være meget, meget mere åbne og afklarede. Hvis vi får – og tager os – tid.

Find og brug musik der åbner og løfter OG hvor man kan mærke bagvedliggende intelligens og varme.   – Eller lav den selv.

DET skal det til for!