«

»

jan 17

Tidligere indlæg: Niels Bull, Helsingør. Jazzsanger og crooner i Big Dipper Band, ledet af Ole Kock Hansen.


NB1

Sjælen i jazz

– af Niels Bull, Crooner i Big Dipper Band

Som helt ung knægt rendte jeg rundt i Hørsholm og sang melodier som ”Mona Lisa”, ”Smile” og ”What a wonderful world”. Det var på et tidspunkt, hvor mine jævnaldrende kammerater sang med på sange af Gasolin, Shubidua, Sweet, Walkers, Slade og Nazareth. Jeg er sikker på, at de må have undret sig og tænkt, at min musiksmag vist var noget antikveret og i hvert fald ikke ligefrem ”hip”.

Det var nu ikke fordi mine søskende eller forældre praktiserede romantisk jazz musik hjemme søndag eftermiddag. Faktisk husker jeg kun tre LP plader i husstandens samling. Den ene var en plade med James Last, der var en med Mireille Mathieu, og så naturligvis min mors yndlingsplade med Engelbert Humperdinck.

Men da jeg var en syv, otte år gammel, fik jeg en dag af min morfar, en lille guldgrube. Han havde i tiden efter anden verdenskrig sejlet som steward på de store krydstogtskibe i Caribien, Nord- og Syd-Amerika, og når han havde landlov, opsøgte han de lokale musikbutikker og købte datidens populærmusik.

Han gav mig et lille samlehæfte med en stak 45 singleplader, som han havde hentet med hjem fra staterne i midten af 1950’erne. Den lille plastikmappe var yderst farverig. Pladerne kunne være gennemsigtig grønne, gule eller knald røde – nogen var bløde og andre var hærdede – Men det vigtigste var, at samlingen rummede kunstnere som Nat King Cole, Harry Belafonte, Poul Anker, Louis Armstrong og The Rat Pack.

Min storesøster og jeg delte værelse, så det var primært når hun ikke var hjemme, at jeg tog min lille sammenklappelige rejsegrammofon frem, og satte de gamle 45 skiver på.

Jeg må have haft en svaghed for romantik, for gardinerne blev trukket for, der blev lagt et tørklæde hen over arkitektlampen fra IKEA. Og midt på gulvet sad jeg så, og lyttede til den bløde musik med de smukke ord – ord som jeg først senere i livet skulle lære at relatere til – men som i samspil med strygernes underlægning, croonerens fløjlsbløde stemme og tenorsaxens dybe sanselighed, henførte mig til en verden af varme, kærlighed og tryghed – Der er ingen tvivl om, at en romantisk sjæl så dagens lys, første gang jeg hørte Nat King Cole synge ”Mona Lisa”.

En del af mig, har altså altid elsket de romantiske jazz ballader. Men det var først da jeg blev opfordret til at skrive et indlæg her, at jeg kom i tanke om baggrunden. Jeg har naturligvis som alle andre lyttet til meget andet musik gennem årerne. I dag omfatter min plade samling også pop, rock, country, rap, soul, blues og naturligvis klassisk musik, hvor kor arrangementer og opera topper listen. Men jazzen har en særlig plads, og det er altid den jeg søger til, når det er ud på natten eller jeg har brug for at søge indad og konfrontere mig selv.

Nu er denne ”blog” jo tilegnet rytmisk musik, og derfor ville det være nærliggende at fordybe sig i ”Eet og tre”, halv og kvart tone forskydninger, improvisation over særlige temaer med mere – men det er ikke den vej, det her indlæg vil gå.

Min passion for Jazz, ligger fra slut 30’erne og til bebop’en blev introduceret af Miles Davis i 1950’erne. Og det der efter min mening kendetegner Jazzmusikkens tidslomme fra den periode er, at komponister og tekstforfattere har søgt at skabe små værker, hvor teksten vil give lytteren en sjælelig forløsning, og hvor musikken i sin struktur og udformning ikke bare skal understøtte denne forløsning – næh, musikken skal forstærke budskabet. Lad mig komme med et par eksempler.

På albummet ”Lady sings the blues” synger Billie Holiday, Johnny Mercers tekst til ”TooMarvelous For Words”. Her leger Billie med tanken om, at et menneske kan være så enestående, at man ikke engang med Websters gigantiske ordbog over det samlede engelske sprog, kan finde ord ,der dækker følelsen, kærligheden til dette unikke og vidunderlige menneske hun har forelsket sig i…

”You’re much too much, and just too very, very
To ever be in Webster’s Dictionary.
And so I’m borrowing a love song from the birds,
To tell you that you’re marvelous, too marvelous for Words”

https://www.youtube.com/watch?v=d-zBXEN5IrQ

I 1938 skrev George og Ira Gershwin sangen ”Our Love is here to stay” til filmen ”The Goldwyn Follies”. Filmen har jeg aldrig set, men sangen har gjort et uudslukkeligt indtryk på mig. Ira Gershwin maler et billede, af en kærlighed så stærk, at den vil stå tilbage uberørt, ægte og inderlig, selv efter resten af verden er gået til.

”In time the Rockies may crumble, Gibraltar may tumble,
They’re only made of clay – But our love is here to stay”

https://www.youtube.com/watch?v=3EaF5-eB2oc

Selv nu hvor jeg skriver ordene, får jeg kuldegysninger …

Der er tusindvis af eksempler, og det er lidt tilfældigt hvad jeg er kommet i tanke om. Det der er så vidunderligt med jazz balladerne fra perioden er, at vi alle mærker forløsningen, hvis vi vælger at lytte til det samlede budskab – både tekst og musik.

Jeg er ikke noget specielt, når det kommer til at forelske mig, føle kærlighed, glæde, sorg, magtesløshed eller uendelig lykke – på det område ligner vi mennesker nok hinanden… Men som almindelig dødelig, ville jeg ønske at jeg havde evnen til at udtrykke mig så smukt og præcist, som nogle af jazzens store tekstforfattere har gjort det.

– et sidste eksempel;

Teksten er taget fra sangen ”Until The Real Thing Comes Along”. Den er skrevet af ”Sammy Cahn, Saul Chaplin og L.E. Freeman”. Et eksempel på hvordan simple ord, sammen med en følsom og smuk melodi kan udtrykke præcis den kærlighed eller magtesløshed som kan opstå, når Amor har ramt sit mål.

Her har jeg valgt at sætte hele teksten ind – Det er noget af det smukkeste, der efter min mening nogensinde er skrevet.

”I’d wait for you, I’d slave for you – I’d be a beggar or a knave for you
If that isn’t love, it will have to do, Until the real thing comes along

I’d gladly move, The earth for you – To prove my love, dear And its worth for you
If that isn’t love, it will have to do, Until the real thing comes along.

With all the words, dear, at my command – I just can’t make you understand
I’ll always love you darling, Come what may – My heart is yours, What more can I say?

I’d lie for you, I’d sigh for you – I’d tear the stars down from the sky for you
If that isn’t love, it will have to do – Until the real thing comes along

With all the words, dear, at my command -I just can’t make you understand
I’ll always love you baby, Come what may – My heart is yours, What more can I say?

I’d lie for you, I’d cry for you – I’d lay my body down and die tor you
If that isn’t love, it will have to do – Until the real thing comes along”

https://www.youtube.com/watch?v=vrFDZxpUEeU

Hvorfor vælger jeg nu at prise balladerne fra den tid den genererer, de kunstnere og den ånd?

For mig er det ganske simpelt. I dag bliver vi tæppebombet med ”de sidste 24 timers Hit’s og stjerner”. Der er i vores radio og på TV en gennemstrømning af såkaldte verdensstjerner, som med deres særlige bidrag, skal give os det ypperste fra ”Musernes verden” – men i virkeligheden nøjes vi. Man skal lede meget, meget længe mellem disse kunstnere, for at finde noget der bare tilnærmelsesvis er på niveau, med den sjæl og kærlighed, som jazzen så gavmildt gav os for 60-70 år siden.

NB2

Nu kunne denne blog ende bitter og mavesur, med bebrejdelser om, at intet er det samme mere og at udviklingen er gået i den helt forkerte retning, men det er slet ikke mit budskab. I stedet for, vil jeg langt hellere glæde mig over de komponister, lyrikere og kunstnere der efterlod en arv til mig og mine børn, og til generationerne der kommer efter. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der elsker deres værker, og jeg er sikker på, at de vil blive hørt, elsket og hyldet i de næste mange århundreder.

Beviset for det kan vi finde, ikke så meget i de gamle af jazzens stjerner, men iblandt de store og dygtige kunstnere, der i vores samtid har valgt at nyfortolke perlerne fra Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Sarah Vaughan, Nat King Cole, Nina Simone og Louis Armstrong.

Den nye generation af jazzfortolkere, kommer ind imellem fra uventede kanter, og det i sig selv er meget positivt, idet de er med til at sprede den musiske kulturarv, til et helt nyt publikum.

Kunstnere som George Michael, Rod Stewart, Sinéad O’Connor og Robbie Williams, har henført en generation af pop og rock elskere, til nu også at blive en ny generation af jazz elskere. Og nye croonere som Michael Bublé og tyske Roger Cicero skaber med deres musik og fortolkninger, en ny bølge af vidunderlige jazz ballader fyldt med sjæl og kærlighed…

Herfra en tak, til alle de der har skabt den vidunderlige musik. En tak til morfar for den farverige samling 45 singler – og en særlig tak for evnen til at værdsætte jazzens ballader…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Du kan bruge disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>